To kup på kun en måned og hele ni af slagsen over de seneste tre år har atter rystet det afrikanske politiske landskab. Senest er OPEC-medlemmet Gabon i det centrale Afrika blevet overtaget af en junta. Hvor vakler taburetten ellers?
Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport – og Investeringsfond
Kort efter at Gabons nu afsatte præsident, Ali Bongo Ondima, erklærede sig som vinder af præsidentvalget, tonede landets militærledere frem på stats-tv, erklærede valgresultatet invalidt og opløste statsapparatet, herunder parlamentet og regeringen. Selve valget var skæmmet af manipulation ifølge oppositionen, da regeringen havde blokeret for adgang til internettet og udstedt udgangsforbud på valgaftenen, mens valgobservatører var bandlyste og internationale medier ikke måtte rapportere fra valget.
På bare tre år har det afrikanske kontinent være vidne til kup i Guinea, Burkina Faso (x2), Niger, Mali (x2), Sudan, Tchad og Tunesien. Hertil kommer en række kupforsøg. Ifølge litteraturen er det forskellige faktorer, der er medvirkende til, at regeringer afsættes – det være sig alt fra svage demokratiske institutioner og politisk ustabilitet til svage økonomier (udbredt fattigdom) og militærets egen selvopfattelse som statens vogter. Udover de nævnte faktorer, synes der at være en ekstra fællesnævner; at de fleste af landene har en fortid med Frankrig.
Demokrati for eliten
Efter løsrivelsen fra Frankrig manglede de nye, demokratiske nationer et matchende politisk set-up, og derfor adopterede de den franske ditto. Men mens Frankrig over århundreder havde prøvet kræfter med forskellige styreformer og eksperimenteret med demokrati, var flerpartisystemet ukendt territorium for de nye nationer, der tidligere var regeret af alt fra slægts- og klanstrukturer til høvdingedømmer og imperier. Det er ifølge William Miles, professor i statskundskab ved Northeastern University i USA, årsagen til de fleste kup i Afrika. Han påpeger, at selvom landene på papiret er demokratier, har der siden uafhængigheden de-facto kun været ét parti ved magten ofte med fransk velsignelse som modydelse for selvsamme partis tilstedeværelse. Og når frugterne af demokrati kun kommer eliten til gode, vil det føre til oprør manifesteret i form af en institution på vegne af folket – læs militæret.
I Gabons tilfælde sad Bongo-dynastiet på magten fra 1967, og det var sågar velkendt, at Bongo forsøgte at gøre sønnen til tronarving. Den politiske elite tilegnede sig uanede formuer ved at styre landets olieproduktion, mens befolkningens levestandard ikke har forbedret sig nævneværdigt siden uafhængigheden. Med et mislykket kupforsøg i 2019 virker det nuværende militærkup derfor knapt så besynderligt.
Nu står langvarige, enevældige ledere i andre dele af kontinentet med en vaklende taburet under dem.
Hvem bliver den næste?
Ovenpå militærkuppet i Gabon er det oplagt at kigge mod landets tre grænsefæller Congo-Brazzaville, Ækvatorial Guinea (tidligere spansk koloni) og Cameroun, hvor der sidder tre herrer, der tilsammen kan skrive mere end 100 års erfaring som præsident på CV’et. Det er alle lande, der ikke har formået at drage økonomisk fordel af deres store forekomster af naturressourcer, herunder olie.
Som den største økonomi i Den centralafrikanske økonomiske og monetære union (CEMAC) er særligt Cameroun interessant. Her har 90-årige Paul Biya brugt sin magt over statsapparatet til at ændre forfatningen, så han har kunnet sidde på magten siden 1982. Sønnen er nu er i spil til at overtage præsidentposten. Landet er et af Afrikas mest etnisk diverse samfund og militante angreb er hverdagskost, særligt i nord. Hertil hænger økonomien i en tynd tråd, og de store kreditbureauer spår en vis sandsynlighed for at landet går fallit inden for en overskuelig fremtid. Opskriften på et statskup er i hvert fald til stede i Cameroun, og det er formentlig også årsagen til, at Biya i dagene efter begivenhederne i Gabon hastepensionerede højtstående militærledere.