DA / EN

Forsikring af internationale forretninger

Det er svært at blive en succesfuld virksomhed uden at tage chancer i ny og næ. Det betyder dog ikke, at man behøver at tage unødige risici. Med en forsikringsløsning fra EIFO er du sikret mod ubehagelige overraskelser.

image Foto: Protester i San Salvador, september 2021 (Shutterstock)
Brug EIFO, hvis du vil bevæge dig sikkert ud i verden

Nogle gange går internationale forretninger ikke som planlagt. En kunde kan gå konkurs eller annullere en ordre i utide, og der kan udbryde krig eller indføres importforbud og valutarestriktioner. Den slags risici kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) forsikre dig mod, så du trygt kan koncentrere dig om din forretning.

Vi kan sikre dig mod overraskelser, så du får dine penge, når dine internationale forretninger ikke går som planlagt.

​Selv om love, regler og forretningskultur i andre lande er vidt forskellige fra de danske, og mange lande er præget af økonomisk og politisk usikkerhed, gør vi det sikkert at sælge til kunder i udlandet.

Med en løsning fra EIFO er du sikret mod økonomiske risici, hvis din kunde annullerer en aftale i utide eller går konkurs.

Eller vi kan sikre dig mod tab som følge af politiske risici som krig, importforbud og valutarestriktioner, eller hvis offentlige myndigheder griber ind mod din eksportforretning.

Vores forsikringsløsninger kan sikre dig økonomisk hele vejen igennem et stort projekt med flere delleverancer. Vi hjælper dig med at finde den løsning, som passer til netop din virksomhed og dine forretninger.

Fordele

Med en forsikringsløsning fra EIFO kan du:

  • Få dækket dine tab, hvis din kunde pludselig går konkurs eller annullerer ordren.
  • Sige ja til ordrer, selvom der er risiko for krig og politisk uro i landet.
  • Koncentrere dig om nye forretninger i stedet for om risikoen for tab på gamle forretninger.

Forskellige forsikringsløsninger

Kontraktgaranti

Kontraktgarantien er en forsikringsløsning, der dækker dit tab, hvis du har leveret en del af et større projekt og bliver forhindret i at gøre det færdigt og få pengene for det. Garantien dækker også omkostninger til producerede varer, som du endnu ikke har leveret, og dine udgifter til at få udstyr og maskiner afmonteret og fragtet hjem.

Det kan være i situationer, hvor din leverance bliver forhindret på grund af uroligheder i landet, hvor det bliver forbudt at eksportere til landet, eller hvor landets myndigheder forhindrer leverancen. Garantien dækker også, hvis den udenlandske kunde ikke kan eller vil betale for leverancen.

Andre garantityper 

EIFO har også andre typer garantier, som du kan bruge til at sikre dine internationale forretninger mod tab, fx:  

  • Bondgarantier, som sikrer dig, hvis din kunde trækker uberettiget på en garanti, du har stillet til kunden, fx en forudbetalingsgaranti, en tilbudsgaranti eller en arbejdsgaranti.
  • Investeringsgarantier, hvis du har investeret i et datterselskab i udlandet og ønsker at sikre dig mod tab som følge af politisk usikkerhed i landet.
  • Rembursgarantier, som giver din bank sikkerhed for, at den udenlandske kundes bank betaler dem, så de kan betale dig.

Kontakt EIFO for mere information.